Nu kan du læse om det videre arbejde med FAVNs næste album med arbejdstitlen UNDER EN STJERNE. Læs om en "ensom" onsdag i studiet, samt ...
More...
Blog posts
-
Dec 07, 03:24 AMSøndag i studiet (DAG 7)Læs om den afsluttende søndag i huligennem.nu, hvor FAVN, sammen med de tapre medmusikanter, prøver at nå det hele i sidste, travle heat.
DAG 7
Søndag d. 15/11 2009
Vi arbejdede videre med MIN HÅND HOLDER FAST I DIN, da vi var kommet til bevidsthed ved middagstid. Lars lagde en U2-agtig guitar i omkvædet, hvilket klart var lidt af et stilbrud (men det kan jo være fedt), og da Martin efter mine anvisninger tilføjede et blæser-agtigt tema, opstod en mærkelig effekt: Lars guitar lød faktisk, som om der var et andet orgel, der spillede noget mystisk under Martins "horn"-tema. Vi besluttede, at lade det være foreløbig. Paw og jeg ville rydde op i det senere. Foreløbig havde sangen nu fået en musikalsk retning.
Næste nummer måtte meget gerne falde hurtigt på plads efter alt det mas, vi havde haft med de SKÆR og MIN HÅND HOLDER FAST I DIN. Jeg lod blikket glide hen over Paws opslagstavle, hvor samtlige albummets kandidater var hængt op, så man lige kunne danne sig et overblik. Vi manglede at indspille fire numre, og vi ville næppe nå mere end to denne søndag eftermiddag. Instrumentalnummeret DAGGRY blev udskudt, da vi ikke engang var sikre på, om den skulle arrangeres med et helt band. Paw og jeg havde allerede en glimrende demo af den med kun klaver og en keyboard-melodistemme. Det fungerede ret fedt. En sang ved navn LUSEN kunne også godt tåle at vente, da halvdelen af arrangementet skulle være akustisk. Tilbage stod UNDERGANG og VI LUKKER NU, som begge skreg på at blive indspillet med band. Den sidstnævnte turde jeg ikke binde an med endnu. Af grunde, som jeg om lidt vil uddybe, kunne den nemlig godt blive endnu et problembarn, og det var ikke, hvad vi havde brug for lige nu. I håbet om at titlen ikke var profetisk, valgte jeg UNDERGANG.
Det særlige ved UNDERGANG er, at sangen i FAVN-sammenhæng er den første af sin slags. Den går nemlig ikke i 4/4, men i 6/8, og det husker jeg som et helt bevidst valg, da jeg skrev den for nogle år siden. Næsten alle de sange, jeg har skrevet, er startet som eksperimenter af en slags. I UNDERGANG var der hele to eksperimenter. På musiksiden var det altså at prøve at skrive i en taktart, jeg ikke havde prøvet før. På tekstsiden var det, at prøve at fortælle en historie, som kunne tages bogstaveligt, men som også kunne fungere i overført betydning. Tager man teksten bogstaveligt, synes den at handle om en engel, der keder sig i Himlen og smutter en tur til helvede for at se, om ikke der skulle være mere gang i den dér. Historien fortælles af Satan himself, som er gået hen og blevet forelsket, og derfor holder fast i englen, som for længst har fortrudt sit lille eventyr. Sangen kan imidlertid sagtens høres som en sang om et forhold, der har set bedre dage, og dets to parter.
Det gik heldigvis let som en leg at få UNDERGANG på plads. Endelig et nummer, der ikke gjorde vrøvl, men bare lod sig indspille.
Weekendens sidste sang, VI LUKKER NU, har været en mere eller mindre seriøs kandidat til alle de tre albums, Paw og jeg har indspillet sammen. Da vi hed TIES, hed den CLOSING TIME og var fast slutnummer ved vores koncerter, men blev vraget, da vi skulle indspille vores album. Den var meget tæt på at komme med på FAVNs andet album, GENSTART, men blev i sidste øjeblik vraget, fordi den simpelthen ikke passede sammen med de øvrige sange. Et godt, lidt fjollet livenummer kan være temmelig svært at få til at fungere godt på et album.
Da Paw og jeg begyndte at give duokoncerter, lavede vi en ny version af VI LUKKER NU, som vi tænkte måske var mere indspilningsvenlig, og den version tog vi udgangspunkt i nu. Det viste sig hurtigt, at den version fungerede knap så godt, når den skulle spilles af en kvintet. Så prøvede vi at tage udgangspunkt i vores gamle rockversion. Det nåede vi heller ikke langt med. Lars kunne ikke rigtig forholde sig til guitarriffet. Vi gik tilbage til duoversionen og nu fandt Paw en måde at spille sangen på, der fik rollerne til at falde på plads. Sangen blev med ét til en slags country-boogie-rock, som klædte teksten fint. Lars fandt endda en måde at flette noget af det gamle, oprindelige riff ind i sit spil. Rytmisk gav arrangementet mig pludselig mindelser om Springsteens folk-eventyr på SEEGER SESSIONS. Jeg havde haft en lille bekymring mht rækkefølgen på albummet, hvor jeg meget gerne så VI LUKKER NU komme lige efter NATTEN FALDER PÅ. Min bekymring gik på, om de to sange måske ville blive for ens, og om NATTEN FALDER PÅ gik for hurtigt i forhold til VI LUKKER NU, hvilket kunne få den sidstnævnte til at virke sløv, hvilket ikke måtte ske. Nu var det tilsyneladende faldet på plads af sig selv, da de to sange rytmisk og stilmæssigt var endt med at være så forskellige, at de sagtens kunne ligge side om side.
Weekenden endte således i rigtig god stemning! Vi havde nået størstedelen af sangene, og det eneste store hængeparti, der involverede os alle fem, var LUSEN. Martin var så rar og entusiastisk, at han tilbød at komme i studiet den efterfølgende onsdag, hvor vi så kunne tage ud på Paws skole og indspille alt klaver en gang til. Hvorfor nu det? Fordi et flygel nu engang lyder bedre end den kunstige klaverlyd, der var blevet brugt i løbet af weekenderne. Ved samme lejlighed kunne vi så få lagt noget flygel på LUSEN, hvis Paw og jeg altså lige fik indspillet guitar og trommer først.
Der blev pakket sammen, og især Lars havde jo ikke så få guitarer og grej, han skulle have med sig hjem. Der var fuldstændig enighed om, at vi havde lagt grundstenene til et virkelig fedt album, og selv om vi følte, at vi næsten var færdige, vidste vi godt, at der lå masser af arbejde forude. Når først de sidste numre er indspillet, kommer turen til enkelte overdubs hist og her, samt vokal og kor. Og så skal det hele jo mixes, hvilket i dig selv er en lang proces. Et cover skal albummet jo også have, så der er nok at lave i de kommende måneder, men vi har foreløbig haft en flyvende start!
Don Falch -
Dec 02, 05:34 AMDag 6 i huligennem.nuLørdag d. 14/11 2009
Ligesom sidste fredag lykkedes det os at komme så sent i seng, at vi først fik (bittesmå) øjne ved middagstid lørdag. Lars og Simon havde ikke overnattet, og Paw og jeg vidste ikke, hvornår de mon ville dukke op.
Ventetiden skulle i hvert fald bruges konstruktivt, så vi gik i gang med at indspille den korteste FAVN-sang nogen sinde. Varighed ca. 30 sekunder. Sangen har haft flere titler. Først havde den, i mangel af bedre, arbejdstitlen DET SKRÆMMER MIG, som aldrig blev overvejet som den egentlige titel, men bare i bedste salmetradition var sangens første linje brugt som titel. Jeg troede så, at jeg havde fundet den rigtige titel, da sangen blev kaldt I ET NU. Jeg kunne godt lide, at titlen kunne have flere betydninger, alt efter, hvor man lægger trykket. Desværre virkede den titel bedst på tryk, så sangen endte med at hedde I NUET. Hvis man ellers kan skelne mellem sangtekst og digt, tilhører teksten til I NUET efter min opfattelse sidste kategori. Manglen på et omkvæd var en væsentlig årsag til problemet med at finde en god titel. Som det var tilfældet med I MIT STILLE SIND på vores forrige album GENSTART, skal I NUET kunne stå alene på albummet, og samtidig tjene som prolog til den efterfølgende sang. (MIN HÅND HOLDER FAST I DIN, som jeg vender tilbage til.) I NUET behandler et rigtig svedigt rock'n'roll-emne: Den skræmmende og fantastiske, men også vemodige erkendelse af, at ens børn snart ikke er små mere. Kan det blive mere "sex, drugs & rock'n'roll"?
Det ville have været nemt og hurtigt at banke en version ned med bare klaver/guitar og sang, men vi syntes, at de 30 sekunder skulle være lidt mere spændende. Vi gik efter at skabe en stemning i retning af noget, man kunne kalde "børneværelsets undergang". Paw har en spilledåse, som vi indspillede, for derefter at afspille sporet baglæns. Spooky effekt. Ovenpå det lagde jeg sangens akkorder med forvrænget guitar, og på toppen af det hele lagde Paw et ostinat på klokkespil. Var den der så? Måske. Vi lod den ligge lidt.
Lars og Simon ankom først på eftermiddagen, og vi satsede nu på at få et nummer eller to i kassen, før Martin stødte til om aftenen. Det skulle jo helst være noget, hvor han ikke skulle bidrage. Vi tog fat på FUGLESKRÆMSEL, som rytmisk er i familie med vores gamle TIES-nummer RIGHT OUTSIDE THESE WALLS. Sidstnævnte havde været svær at indspille tilbage i 2001, men vi er jo blevet dygtigere siden og FUGLESKRÆMSEL var faktisk ret hurtigt banket på plads.
Men det VAR altså en hårdere weekend end den første. Der skulle kæmpes mere for sagen. Da Martin kom, tog vi fat på sangen SKÆR, som Paw og jeg havde indspillet en version af tilbage i august (også i forbindelse med "Rocktoget"). Den version havde været for hurtig og i det hele taget ikke særlig vellykket, så den undlod vi at spille for de andre. I første omgang så det ud til at gå fint. Vi fik en hyggelig version af sangen i kassen, og alle syntes, at den var fed. Undtagen Paw. Han syntes, den var FOR hyggelig. Den manglede kant. Jeg har det sådan, at hvis en sang gerne vil være "hyggelig", så lad den være det. Det er sjældent en god ide, at tvinge en sang væk fra end det, den lægger op til. Paw og jeg er meget sjældent uenige om et arrangement. Da vi i 2004 indspillede vores debut, havde vi haft et par uenigheder, men da vi har den gyldne regel, at vi ikke er færdige, før vi begge er glade, skulle der findes en løsning. Dengang knoklede vi på, indtil slutresultatet faktisk var to af albummets absolutte højdepunkter. Mit problem denne gang var, at jeg ikke syntes, der var noget problem. Udover at Paw ikke var tilfreds, altså. Det er svært at pille ved en version, når man ikke synes, at den fejler noget. Hvor tager man fat? Der blev tænkt. Og lyttet. Gennembruddet kom, da Paw kom med et argument, jeg kunne forholde mig til og i øvrigt gav ham ret i: Sangen løftede sig ikke i omkvædet. Rent musikalsk lød vers og omkvæd nærmest ens. Det var altså dér, der skulle sættes ind. Der var enighed om, at versene var gode, som de var, men omkvædet skulle åbne sig og have et los bagi. Når først man kender opgaven, er den som regel til at løse, og det gik også stærkt. Den version, vi nu endte med, var klart bedre end den første. Klippet her er optaget af Simon, da det nye arrangement lige var faldet på plads. Trætheden, lettelsen og euforien er til at få øje på, trods den forringede billedkvalitet.
Som om vi ikke havde fået udfordringer nok for én aften, tog vi nu fat på en sang, som Paw har kaldt "vores HUNGRY HEART". MIN HÅND HOLDER FAST I DIN minder unægtelig om det gamle Springsteen-hit, hvilket er lidt underligt, da jeg slet ikke havde HUNGRY HEART i tankerne, da jeg skrev den. Melodien til MIN HÅND HOLDER FAST I DIN er dog mere varieret end Brucehittet, og er faktisk en gammel sang, som blev inspireret af en morgen, hvor min datter som baby lå og undersøgte min hånd. Sangen fik sin livedebut helt tilbage i 2001, hvor den var på engelsk og hed MY HAND IS MY BABYS TOY. Dengang kæmpede vi i TIES med at få lavet et tilfredsstillende arrangement af sangen, men det lykkedes aldrig. Sangen har ligget i glemmekassen indtil nu, hvor vi føler os modne til at binde an med den igen. Desuden passer den fint ind sammen med de nye sange.
Her i FAVN anno 2009 havde vi stadig ikke nogen klar ide om, hvordan sangen skulle arrangeres, men håbede, at inspirationen atter ville slå ned i os, når nu vi var fem om at komme med ideer. Det viste sig desværre hurtigt, at det var så som så med ideerne, og Paw og jeg følte os sat otte år tilbage i tiden. Nu spekulerede vi atter som gale over, hvordan denne simple sang kunne arrangeres på den fede måde. Ironisk nok viste løsningen sig at være at forfølge inspirationen fra Springsteen. Det var bare ikke fra HUNGRY HEART, vi hentede ideerne, men fra TENTH AVENUE FREEZE-OUT fra det legendariske album BORN TO RUN.
Næste problem var så, at det hurtigt viste sig, at vi var for trætte til at kunne ramme det stramme groove, som krævedes. Da vi ikke havde tid til at øve os i timevis, var det åbenlyse alternativ at indspille sangen vha. "lagkage-metoden", et instrument ad gangen. Det virkede til gengæld også. -
Nov 26, 07:50 AMDag 4 og 5 i huligennem.nuFAVN i huligennem.nu d. 11. og 13. november
DAG 4Onsdag d. 11/11 2009
Det føltes helt underligt og tomt, at det kun var mig og Paw i studiet om onsdagen efter den intense weekend. Vi mødes fast om onsdagen og vi mente nok, at vi lige kunne få et nummer mere i kassen på egen hånd, før det gik løs igen den følgende weekend. Albummets titelsang (såfremt vi beholder den nuværende arbejdstitel), UNDER EN STJERNE, er en stille sang, som jeg havde overvejet at give et afdæmpet countryarrangement med fuldt band, men Paw ville hellere holde den næsten helt akustisk, hvilket var fint med mig.Da vi havde besluttet os for sangens form. skulle der som det første indspilles akustisk guitar. Nogle gange formår jeg at skrive sange, som jeg faktisk selv har svært ved at fremføre, og UNDER EN STJERNE har noget fingerspil, som ikke er helt nemt. Det måtte der kæmpes lidt med. Og så havde vi endda bestemt os for at indspille guitaren to gange. Det giver en mere fyldig lyd. Lidt som en 12-strenget guitar med tykke strenge. Da det omsider var klaret, indspillede vi en mundharpesolo, suppleret med klokkespil (spillet af Paw). Til sidst indspillede jeg noget simpelt, men effektivt keyboard på vores gamle skod-keyboard fra vikingetiden. Det har mange grimme lyde, men der er én, vi er ret glade for, og ofte bruger ved vore duokoncerter. Paw eksperimenterede lidt med noget simpel perkussion, og endte med at lægge rytmeæg på omkvædene, samt noget ekstra klokkespil ved sangens slutning. Og så var den sådan set i kassen, bortset fra, at vi agter at bruge en kvindelig gæstesolist på sangen. Hvem det bliver, vil tiden vise.
DAG 5
Fredag d. 13/11 2009
Stemningen var knap så euforisk, da vi tog fat på den anden weekends indspilninger. Nu vidste vi, hvad vi kunne forvente af samarbejdet, og det var jo ikke så lidt. Den første weekends indspilninger havde givet os god grund til at have store forventninger til denne weekend, og det gjorde faktisk, at vi følte os en smule pressede. ALLE sangene skulle gerne være mere end bare vellykkede. Vi ville gerne holde fast i magien. Problemet er, at når man først får det sådan, bliver det hurtigt krampagtigt og så forsvinder magien let. Tilbage er så kun frustration og hårdt arbejde. Så galt gik det nu slet ikke, men risikoen lå og lurede...
Martin Valsted ville støde til lørdag aften, så i første omgang var vi den samme kvartet som fredagen før. Vi besluttede, at starte med STILLE I BUSSEN, som FAVN har spillet live to gange i år. I duoform. Vi indspillede en version af den til DRs konkurrence, "Rocktoget", i august, men nåede ikke at få den sendt af sted i tide. Vi besluttede at undlade at spille den for Simon og Lars, da det meget let kunne begrænse deres kreativitet. Det viste sig hurtigt, at Paw og jeg selv var hæmmede, fordi vi allerede havde lavet en version, vi var glade for. Vi kunne ikke abstrahere fra den og genopfinde den dybe tallerken. Og da der ikke kom nogle lyse ideer fra Simon og Lars, måtte vi efter et forkølet forsøg indse, at vi måtte spille den version, vi havde sendt til DR, for dem, og så tage den derfra.
Det fik sat skub i processen, og snart havde vi fået en fed version banket ned på harddisken. Simon havde dog svært ved at forholde sig til sangen, som har en lidt underlig form, hvor især bassen skal ind og ud af arrangementet på en utraditionel måde. Han var dog ikke i tvivl om, at det virkede, men måske snarere lidt ærgerlig over, at han ikke skulle spille mere. Sangen har seks vers (eller tre dobbeltvers), der alle har deres eget arrangement, som følger teksten. Det er en tekst, som ikke kan ignoreres. Lars mente, at den er samfundsrevsende, og det er den på en måde også, men det er ikke helt så enkelt. Der er ikke nogen entydig "fortæller" i sangen, der zoomer ind på forskellige grupper i befolkningen, som hver på deres måde er med til at nedbryde samfundet. Men mest af alt er sangen et angreb på den apati, der ofte her i landet giver alt for frit spil til dem, som ikke har den fjerneste respekt for andre mennesker. Den, der tier, samtykker, og der er STILLE I BUSSEN.
Den bliver utvivlsomt albummets mørkeste sang.
Don Falch
-
Nov 09, 06:30 AMDag 1, 2 og 3 i huligennem.nu - arbejdet med næste album begynder!FAVN i huligennem.nu 6.-8. november 2009
Dag 1
Fredag 6/11 2009
Arbejdet med FAVNs næste album (med arbejdstitlen UNDER EN STJERNE) begyndte for alvor fredag aften i studiet, hvor Paw og jeg mødtes med Simon Lykkebo (FAVNs faste livebassist) og guitaristen Lars Høier, som jeg har kendt i mange år, men aldrig for alvor arbejdet sammen med før nu. Det var egentlig meningen, at fredag aften skulle bruges til forberedelse af indspilningerne, men det kløede jo i fingrene efter at komme i gang, så vi kastede os ud i EN NY DAG, som efter planen skal være albummets åbningsnummer.
Simon kender vi jo, og vi vidste, at det ville være en fornøjelse, at arbejde sammen med ham. Vi forstår hinanden rigtig godt både menneskeligt og musikalsk. Så kernen i bandet (Paw (trommer), mig selv (guitar og sang) og Simon på bas) ville utvivlsomt i sig selv være en yderst velsmurt maskine med mange års samarbejde og et hav af koncerter i den fælles bagage. Hvordan det ville være at samarbejde med Lars, kunne vi ikke vide, men det viste sig hurtigt at være særdeles konstruktivt - for at sige det mildt! Ideerne fløj gennem luften og blev straks prøvet af. Lars havde medbragt et stort arsenal af guitarer og pedaler, hvilket jo gav mulighed for en masse nye farver i FAVNs lydbillede. Det kunne måske give anledning til bekymring mht. om FAVN nu stadig ville lyde som FAVN, når nu guitarrollen ikke længere var min alene. Klokken fire om natten, hvor Paw og jeg, klatøjede men helt oppe at ringe ved udsigten til et yderst lovende forløb, lyttede til den næsten færdige udgave af EN NY DAG, stod det klart, at FAVN stadig lyder som FAVN, men på en ny måde. Lars gled smukt og ubesværet ind i samarbejdet og resultatet var fantastisk!
Dag 2
Lørdag 7/11 2009Vi havde oprindeligt forestillet os, at vi knoklede på fra 10-18 lørdag og søndag, men den plan fik vi hurtigt skudt i sænk ved at være oppe næsten hele fredag nat. Når først musikken spiller, bliver man revet med og kan ikke stoppe. Er man oven i købet et vaskeægte B-menneske, gør det ikke sådan en plan mere realistisk. Lars og Simon var taget af sted sent om natten. Lars havde skullet hente sin kone i København efter en bytur, og Simon, der bor i hovedstaden, havde set sit snit til et lift. Selv havde jeg overnattet på sofaen. Nu ankom de så ved 13-tiden, klar til en ny dags optagelser. Og med morgenbrød! (Se video her, hvor du også kan smuglytte lidt på fredagens optagelse af EN NY DAG, som kører i baggrunden.)
Da vi havde spist, (og ikke mindst drukket den livseliksir, der kaldes kaffe) tog vi fat på en sang ved navn SIKKERHED OM BORD. Paw og jeg har hele tiden tænkt på dette album som et roots-album. Det betyder, at musikken er dybt forankret i den tradtionelle amerikanske rock og folk. SIKKERHED OM BORD er nok den sang blandt kandidaterne til albummet, hvor folk og rock går mest op i en højere enhed. Som titlen
antyder, er havet brugt som metafor i sangen (og ja, en lang periode med intensiv lytten til Sebastians gamle albums fra 70'erne har sat sit præg på sangskriverens ideer) og det var jo oplagt også at forsøge at skabe noget sømandsstemning og en fornemmelse af drama i musikken. Ikke mindst fordi sangen har, hvad Paw kalder den længste opbygning i rockens historie. Et crescendo, hvor musikken truer med at falde fra hinanden eller eksplodere, da omkvædet tager over og bringer alt på rette kurs igen. Behøver jeg at nævne, at Paw havde det som en fisk i vandet? Lars fik gjort god brug af sin EBow, som i høj grad bidrog til søfartsstemningen, før den lange overgang fra vers til omkvæd ledte stemningen over i høj sø og orkan (Paw). Ved sangens slutning, som bare skulle være på en ganske almindelig e-mol, fik jeg pludselig ideen til, hvad Simon døbte "albummets vigtigste 9'er". Ved at forvandle e-mol akkorden til en e-mol9 (en tone tilføjes, der giver akkorden en spænding) fik slutningen i høj grad en fornemmelse af drama, og der var i det hele taget enighed i studiet om, at vi muligvis lige havde opfundet en genre med netop det navn: Drama.
Oprindeligt havde planen været, at den fantastiske keyboardspiller og alt-mulig-mand ud i det musikalske, ildsjælen Phil Nice, skulle have indgået i bandet i disse weekender, men Phil havde så travlt med at føre kampagne for de Radikale op til valget d. 17/11, at han måtte bakke ud i sidste øjeblik. Det lykkedes Paw at skaffe en stedfortræder i form af Martin Valsted, som dog først kunne komme lørdag aften. Derfor var vi startet med at koncentrere os om de sange, der umiddelbart var mindst oplagt til tangenter. Aftalen med Phil var endt med, at han ved en senere lejlighed ville komme i studiet og smide nogle af sine skæve ideer på de sange, vi nu måtte synes kunne trænge til det. Vi havde allerede en ide om, at hans harmonika nok ville være interessant at få med på sørejsen i SIKKERHED OM BORD.
Skuffelsen over Phils afbud blev hurtigt vendt til en fornemmelse af, at det måske var en ændring til det bedre. Martin Valsted, som spiller i et hav af konstellationer, deriblandt for tiden Mathilde Falch, tænker utvivlsomt mere tradionelt end Phil, men til de sange, vi kastede os ud i lørdag aften, var det også det, der var brug for. Vi startede med FAVNs nyeste sang overhovedet, NOGEN AT SNAKKE MED, som i sidste øjeblik havde sluttet sig til rækken af kandidater til albummet.
Den faldt rimelig hurtigt på plads. Alle fandt deres roller, og vi endte med at vælge den næstsidste version af dem, vi havde indspillet. Alt bliver jo indspillet live i denne proces, så det er bare at spille og så lytte. Den version vi valgte, sluttede lidt tidligere end det egentlig var meningen, men det ville kun være os selv, der bemærkede det. Vi gik glade videre til albummets hurtigste nummer: NATTEN FALDER PÅ.
Jeg havde indspillet en demo med alle de 16 kandidater til albummet, så alle kunne gå og lære sangene at kende og få ideer, før vi skulle i studiet. Den sang, der mindst af dem alle havde en færdig form, var NATTEN FALDER PÅ. Sangen er noget så sjældent i FAVN-land som et decideret festnummer! Gang i den på bedste Malurt/Gasolin' manér. Det første, der skulle klares, var sangens start. På demoen gik jeg bare i gang med versets akkorder, men det holder ikke helt på et album og med et helt band. Jeg foreslog, at vi startede med et instrumentalt omkvæd, hvor Lars spillede omkvædets melodi, men Lars var bange for, at der ville være for meget "helte-tema" over det. Det havde han såmænd nok ret i, men hvad gjorde vi så? Jeg foreslog nu, at Martin spillede melodien på keyboardet. Alene. Han lærte den hurtigt, og det gav en god, værtshusagtig stemning. Det blev vedtaget, at sangen skulle starte sådan, hvorefter bandet ville komme ind med et brag. Lige på første vers. Det virkede! Efterhånden tog sangen form.
Næste hurdle var soloen. Hvem skulle spille den? Nu er det jo ikke, fordi der er mange orgelsoli på FAVNs albums, så Martin fik i første omgang æren og kæmpede bravt for sagen. Se og hør ham give den et
skud her. Han havde dog svært ved at nå et (for ham selv) tilfredsstillende resultat, så det endte med at Lars med sin guitar overtog sidste halvdel af soloen. Det gjorde kun solostykket endnu bedre, da der nu virkelig var en meget "jam"-agtig stemning over det. Simon var meget stolt over den basgang, han havde kreeret til sangen. Det havde han også grund til at være. Basgangen lød nærmest fjollet, når man hørte den for sig selv, men i sangen fungerer den fantastisk! Og Simon fik dermed endnu en gang bevist, at han er i stand til at spille det, vi kalder røvballebas, så det nærmest bliver til kunst. FAVN kunne næppe have været heldigere, dengang vi indledte samarbejdet med ham.
Sent på natten, da alle var gået til køjs, sad Paw og jeg atter og hørte dagens optagelser igennem. Da vi nåede NOGEN AT SNAKKE MED, blev jeg pludselig chokeret over, hvor hurtigt den gik. Sådan noget
som et tempo kan godt snyde én gevaldigt, når man er ved at falde om af træthed, men jeg var nu ret sikker i min sag. Ærgerligt, når nu man havde været sikker på, at den var i kassen. Da selv jeg blev
træt nok til at gå i seng, begyndte Paw (der er ude af stand til at føle træthed) at gå rundt og filme sovende musikere. Se klippet her, og nyd især optagelsen af Lars' røv...
DAG 3
Søndag d. 8/11 2009
Søndag middag startede vi igen. Vi fik besøg af Paws kollega Bente Nygaard Gjøtterup, som er en dygtig fotograf, og hun gik rundt og knipsede løs, mens vi spillede. Se nogle af hendes udvalgte fotos her.
Vi gav NOGEN AT SNAKKE MED et skud eller to mere, da jeg havde bekendtgjort min utilfredshed med den version, vi havde troet var den fede. To gange spillede vi den, og det, var der bred enighed om, havde været en rigtig god beslutning. Den version, vi endte med, var klasser bedre end nogen af dem fra lørdagens optagelser, og den gik også en hel del langsommere, hvilket klædte den. Da jeg senere hørte den akustiske demoversion, der havde været oplægget, blev jeg chokeret over, hvor hurtigt den gik. Jeg ved ikke, hvornår jeg havde overbevist mig selv om, at den skulle gå langsomt, men rigtigt set var det.
Martin skulle køre kl. 15, så vi ilede videre til DEN SIDSTE BUS ER GÅET, hvor vi vidste, at vi skulle bruge klaver. Sangen kan bedst beskrives som den sang, Kim Larsen og Bruce Springsteen aldrig fik skrevet sammen (og nu er det for sent. Jeg kom først!). Vi gik helt målrettet efter en lyd a la Springsteens E Street Band. (Kjukken er ikke helt så store forbilleder for os.) Allervigtigst var spørgsmålet, om Martin kunne spille klaver, som Roy Bittan (måske) ville have gjort det. Han anede ikke, hvem Roy Bittan var, så jeg begyndte at fortælle om Bittans spillestil, hvilket blev gjort væsentligt nemmere, da Paw satte THIS HARD LAND på. Martin begyndte at forstå, hvor vi ville hen, og gjorde det ganske fantastisk. Se Lars eksperimentere med et guitarspor til sangen her. Jeg har altid gerne ville prøve at have The E Street Band i ryggen, og det her var ganske givet det tætteste, jeg nogen sinde kommer på dén oplevelse. Og det var ikke så ringe endda! Da vi lyttede til optagelserne, hørte man mellem to takes mig sige "det er rent tyveri - men vi gør det!". "Det skal med på pladen!", sagde Martin. Værd at overveje..
Da Martin var taget af sted, valgte vi at indspille et folknummer med titlen TORDENSKRALD OG FRYDESKRIG, som vi ikke syntes behøvede keyboard. Vi fik ret hurtigt indspillet en fantastisk version, og endnu en gang bekræftede Paw og jeg hinanden i, at det ikke just er en ulempe, at have spillet så mange livekoncerter med Simon gennem de sidste fire år. Lars gled fint ind i nummeret med sin bariton-guitar, som er en guitar, der er stemt meget dybt og tonemæssigt befinder sig et sted mellem en almindelig guitar og en bas.
Mere nåede vi ikke denne weekend, men hele seks numre, som alle var blevet fantastiske, var også alt, hvad vi kunne drømme om at forlange!
Lørdag aften havde vi under aftensmaden diskuteret, hvad kunst er for noget. Det kunne vi ikke blive enige om (for hvem kan det?), men da vi sidst på søndagen lyttede weekendens bedrifter igennem, blev vi dog hurtigt enige om, at DET var kunst!
Don Falch -
Nov 02, 05:26 AMEn ensom aften i ÅrhusI den kommende tid kunne man frygte, at der intet nyt ville være at finde i dagbogen, eftersom FAVN holder en pause fra koncerterne indtil engang i det nye år. Men heldigvis har FAVN en buffer! Der har nemlig i flere år været et gabende hul i vores dagbog. Adskillige koncerter, der fandt sted under vores HUL IGENNEM TOUR i 2005 og 2006, er aldrig blevet foreviget i dagbogen. Det vil ske nu, hvor der ikke er nye koncerter at fortælle om. Vi lægger ud med fortællingen om en mandag aften i Århus d. 31/10 i det Herrens år 2005:
Fatter Eskil, Århus d. 31/10 2005.
FAVNs første koncert på Fatter Eskil i Århus var som en del af
første band i et fornuftigt projekt kaldet "En uge med originaler". Vi
var endda første band i rækken. Desværre. En hel uges koncerter med
original musik er jo i sig selv en fremragende ide, men at hyre et
band fra Sjælland til at komme og spille i Århus på en mandag aften
er måske knap så fornuftigt, med mindre man har brugt en mindre
formue på at reklamere for koncerten. Der skal jo ikke så lidt til at
hive folk til koncert med et band, de ikke kender og som ikke engang
har tænkt sig at spille noget kendt materiale.
Det ville blive en stresset aften. Paw skulle til et møde og kunne
muligvis lige nå at være der, når vi skulle starte, så vores
livebassist Simon og jeg kørte til Århus og stillede op. Simon var i
jævnlig telefonisk kontakt med Paw om, hvordan trommesættet skulle
sættes sammen, og det endte faktisk med at være stort set rigtigt sat
op. Vi havde bare taget for mange trommer med...
Da Paw måske først ville komme en time efter koncerten skulle starte,
havde vi planlagt et akustisk første sæt. Da konceptet jo hed "en uge
med originaler" skulle vi i sagens natur kun spille egne numre. Vi
havde faktisk ikke numre nok, selv om jeg havde skrevet en del, som vi
bare slet ikke var begyndt at arbejde med. Enkelte var endda for nye til,
at jeg lige kunne sætte mig og spille dem. Jeg havde dog øvet
lidt på nogle af dem og havde teksterne med, hvis det skulle blive
nødvendigt.
Det blev det heldigvis ikke. Paw havde formået at køre fra Bagsværd
til Århus på ca. halvanden time (og kørte naturligvis lovligt hele
vejen...), men ankom alligevel først, da vi skulle have startet. Det
gjorde imidlertid ikke noget, for starten blev udskudt, da der var
mennesketomt. Paw nåede endda at rette lidt på trommerne og lave lyd
på en guitar, samt at tjekke monitors. Derefter begav vi os op i
bandrummet, hvor vi rustede os til en aften med et publikum bestående
af en bartender. Til sidst kunne vi ikke trække den længere, selv om
der stadig ikke var kommet et øje. Simon var meget svær at løsrive
fra den pinballmaskine, der stod i bandrummet, men det lykkedes.
Vi startede med TAXA I TOMGANG og bartenderen sagde, at det fan'me var
ærgerligt, at der ikke var flere, for det var fedt! Heldigvis viste
det sig, at der alligevel findes mennesker, der gerne begiver sig ud
for at høre ukendt musik på en mandag aften. Halvvejs i koncerten var
4-5 stamgæster stødt til, plus en skidefuld mand, som kom med lidt
tilråb og dermed gav anledning til noget publikumskontakt. Vi fik
taget lidt gas på hinanden undervejs.
Nogle ganske få covernumre havde sneget sig ind i sættet, for at vi
kunne fylde tiden ud, dog i versioner, som i høj grad var vores helt
egne. Der lød da heller ikke noget brok over det. Vores nye nummer,
NEDTUR, blev efterfølgende sammenlignet med Gasolin'. Måske fordi to
af covernumrene var af dem. Jeg synes nu selv, at Malurt spøger
væsentligt mere i den sang, men man oplever jo musik meget
forskelligt. Det var i hvert fald fedt at lufte NEDTUR igen, efter
dens debut kun fire dage tidligere.
Ellers må vi nok konkludere, at det ikke kan anbefales at tage ud og
spille en mandag aften, med mindre man ligger nummer ét på
hitlisten...
Don Falch
Sætlisten:
1. Taxa i tomgang
2. Hver sin vej
3. Antibussen
4. Lige her
5. Tag mig op
6. Har vi hul igennem her
7. Hvis du får brug for mig
8. Afkrog af verden
9. På vej
10. Hvor blev det hele af
11. Født i en metro
12. Nedtur
13. Alverden så på
14. Nanna (K. Larsen/Gasolin')
15. Svantes svanesang (Benny Andersen)
16. Lån en lille løgn
Ekstra:
17. Langebro (Larsen-Beckerlee- Jönsson/DP)
18. Vi lukker nuFavn on iLike - Add iLike to your MySpace
-
Oct 20, 01:35 AMFarvel til VivaldiCafe Vivaldi, Næstved d. 10/10 2009
FAVNs oplevelser med Cafe Vivaldi har mildt sagt været præget af
forvirring, og langsomt er det blevet mere og mere tydeligt, at det er
et foretagende, man som musiker skal holde sig fra. Ejeren er ganske
enkelt ikke til at stole på. I maj skulle vi spille et "prøvejob" på
Cafe Vivaldi i Roskilde. Det gik så godt, at vi fik fuld hyre i stedet
for den nedsatte hyre, der ellers var aftalen, og da vi havde bestået
prøven, blev der indgået aftaler om, at vi skulle spille på Cafe
Vivaldi i Næstved, Køge og Holbæk. Det hele så lyst ud.
Så skete der det, at ejeren aflyste alle koncerterne, pånær den i
Næstved. Han havde nemlig pludselig besluttet, at der kun skulle være
livemusik i Næstved, og da han aldrig havde returneret en eneste
kontrakt, var der ikke så meget at gøre ved det. Vi blev dog enige om
at spille koncerten i Næstved. Det kunne jo være, at det blev en lige
så god oplevelse, som det havde været i Roskilde.
Det var mildt sagt ikke tilfældet...
Cafe Vivaldi i Næstved er meget større end den i Roskilde, og da de
fleste mennesker satte sig i den modsatte ende af, hvor vi stod, og
til dels var skjult af søjler, var det så som så med publikumskontakten.
Det mest specielle ved koncerten var, at de sjældne bifald, der trods
alt lød hist og her, ofte var efter vore egne sange, mens flere af de
covernumre, der normalt er sikre kort, blev ignoreret. Dertil kom, at vi
skulle spille over cafeens anlæg med højttalere placeret rundt omkring
i cafeen. Umuligt at lave lyd på og en garanti for lortelyd. De stakkels
barpiger kunne ikke få anlægget til at fungere, så de ringede efter
ejeren, der boede i nærheden. Han dukkede snart op og fik hul igennem,
hvorefter han sørgede for at vi spillede så lavt, at vi ikke havde en jordisk
chance for at kunne høre, hvad vi foretog os. Som vi har oplevet før,
havde stedet et hjernedødt forhold til livelyd. Det skal være så lavt, at
bandet intet kan høre, og derfor ender med at spille væsentligt under
standard, og i pauserne spiller personalet så det ene gennemtyggede
hit efter det andet med en lydstyrke, så gæsterne må skrige til
hinanden. Idiotien længe leve!
Det var kort før koncerten gået op for os, at vores hyre denne aften
ikke bare var lavere end den havde været sidst, men faktisk også
lavere end "prøvejob"-hyren! Det vil sige, at vi havde spillet et
prøvejob, så vi kunne komme ind i varmen, hvorefter tre koncerter
blev aflyst og den, vi valgte at gennemføre, var til en hyre, som selv
det grønneste band ville le hånligt af.
Men det blev mere absurd...
Da vi skulle afregne, var det ikke direkte med ejeren, men med pigen i
baren, der ikke just virkede, som om hun var på hjemmebane. Eller
også havde hun det bare skidt med at være sat til at forsøge at
snyde os. I stedet for kontrakten, som sikkert for længst var endt i
skraldespanden, skulle vi udfylde et stykke papir med navne og CPR-
numre. Det var der ikke noget mærkeligt i, men nederst på papiret
skulle vi selv skrive, hvad vi skulle have for jobbet! Vi skrev kun
CPR og vores navne og afventede så pigens reaktion. Hun spurgte så,
hvad vi skulle have. Hun vidste det ikke! Jeg nævnte så det beløb,
vi oprindelig havde aftalt. Hun så tvivlende ud og ringede til ejeren
for at konferere. Det beløb, hun vendte tilbage med, var 700,- lavere
end det, jeg havde givet hende, men det var stadig 400,- højere, end
vi havde fået at vide, vi ville få for denne aften, og hun tilføjede
nærmest undskyldende, at det altså var standardhyren. Aha... Den
hyre, vi skulle have haft denne aften, lå altså 400,- under deres
"standardhyre", som igen lå 700,- under den "standardhyre", vi
oprindelig var blevet lovet. Fusker! Vi tog imod pengene og lovede
hinanden, at vi aldrig igen vil spille på Cafe Vivaldi.
Don Falch
Sætlisten:
1. Det hele begynder her
2. Genstart
3. Mød mig i mørket (Malurt)
4. Sort hul
5. Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
6. Afkrog af verden
7. Hvis din far gi'r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8. Tag mig op
9. Vent
Pause
10. I mit stille sind
11. Mysterium
12. Se os nu
13. Rev mig løs
14. Når lyset bryder frem (Sebastian)
15. Langebro (Larsen-Beckerlee- Jönsson/DP)
16. Alverden så på
17. Papirsklip (K. Larsen)
18. Lån en lille løgn
Pause
19. Hvis du får brug for mig
20. Født i en metro
21. Du er ikke alene (Sebastian)
22. Hva' gør vi nu, lille du (Gasolin'/M. Mogensen)
23. Under bøgen (Peter A.G. Nielsen)
24. Lev stærkt (Malurt)
25. Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
26. Har vi hul igennem her
-
Oct 07, 06:46 AMKom på besøg hos FAVN - lige nu, hvis du vil"Jamen, hvordan skulle noget sådant kunne lade sig gøre?!", spørger du sikkert dig selv.
Svaret er rørende enkelt: I januar var Radio Ballerup på besøg hos FAVN.
Udsendelsen gik i luften i foråret, og nu har den fundet vej til dette link, så du kan høre den.
Du vil blive vist rundt i Paws studie, huligennem.nu, hvor FAVNs albums bliver til, og høre om, hvordan FAVN arbejder og hvilke planer, vi har. Eller rettere, havde. Det live-album, vi var i gang med, er blevet udsat (ikke mindst på grund af en vis sabotør på Selsø Slot). Det samme gælder arbejdet med et "radiovenligt" album.
Lige nu fokuseres der udelukkende på et såkaldt roots-album. "Roots" er bare endnu en betegnelse for det, der engang hed rock, men når det kaldes "roots" ved man, at det er den mere traditionelle rock, der er tale om. Den med dybe rødder i amerikansk folk og country m.m. Planen er, at albummet skal indspilles live i huligennem.nu, sammen med tre musikere fra FAVNs musikalske omgangskreds. Mere om det senere.
Klik her og lyt til Radio Ballerups interview med FAVN. -
Sep 24, 12:11 PMEn skelsættende aften med tekniske uheld i overflodThe Irish Pub d. 29/8 2009
Denne aften skulle blive FAVNs tolvte og sidste koncert på The Irish Pub i Vejle. Pubben er det mest trofaste stamsted, vi har haft, og vi kommer til at savne at spille der. Det var dog en aften helt uden vemod for vores vedkommende, da vi ikke havde nogen anelse om, at pubben var ved at lukke pga. økonomiske vanskeligheder. Vi fik det heller ikke at vide før godt en uges tid efter, så aftenen var ikke noget specielt for os i den henseende.
Til gengæld vil aftenen nok blive husket som en af dem med flest tekniske problemer i vores historie.
Den højttaler, som aftenen før gentagne gange havde forsøgt at slå Paw ihjel, holdt sig på måtten (eller rettere: stativet) denne gang, men til gengæld havde vores mixer begået selvmord, og pludselig måtte Paw kæmpe en brav kamp for at få lavet lyd vha. pubbens mixer, som stod bag baren, ikke så langt fra scenen, men langt nok til, at det var bøvlet. Koncertstarten var i forvejen blevet udskudt af tilstedeværelsen af et selskab, der fejrede polterabend med tilhørende whiskysmagning. Af samme grund var gode gamle Thomas fra pubben til stede. Han er nemlig ekspert på området.
Da vi lige var ankommet og begyndt at slæbe grej ind, spurgte jeg ham i forbifarten, om han stadig solgte køkkener. Nej, nu havde han startet et tømrerfirma op. Jeg spurgte ham, halvt i spøg, hvornår han startede "FAVN Management", når han nu alligevel hele tiden startede nye projekter. Vi havde kort forinden haft et bandmøde, hvor vi havde talt med vores trofaste booker og manager Line om, at arbejdet med både at booke koncerter og prøve at få FAVN i alskens medier var lovlig omfattende og ikke mindst tidskrævende, og vi havde konkluderet, at vi havde brug for endnu en ildsjæl. Jeg kender ingen, der ville være så oplagt som Thomas. Manden kaster sig ind i sine projekter med alt, hvad han har, og er i besiddelse af en altovervindende entusiasme. Han er kort og godt en vanvittig (og) dygtig sælger. Vigtigst af alt: Han er FAN af FAVN! Alligevel var jeg ikke helt seriøs, da jeg spurgte. Jeg havde regnet med et godt grin eller måske bare et skævt smil, men jeg fik ingen af delene. Thomas tog spørgsmålet helt seriøst og begyndte straks at lægge planer. Jeg slap, hvad jeg havde i hænderne...
Da vi langt om længe kom i gang med at spille, var tiden så fremskreden, at vi havde besluttet at droppe en pause og skære de planlagte tre sæt ned til to lidt længere sæt. Aftenens byge af tekniske vanskeligheder var ikke drevet over endnu. Vi var ikke nået langt, før en hjælpsom fyr, som selv var musiker, kom og sagde, at man næsten ikke kunne høre vokalen derude. Om han måtte gå hen og skrue lidt på mixeren? Det måtte han da gerne. Det var jo begrænset, hvad vi selv kunne stille op. Han fik skruet op for vokalen, skal jeg lige love for. Den lød vist fint derude nu, men oppe hos mig var den blevet tordnende høj og ikke mindst forvrænget. Skønt. Det problem fik vi dog løst undervejs.
En polterabend kan være sendt fra himlen eller helvede for et band. En flok stangstive mennesker kan være meget festlige eller meget belastende at spille for. I dette tilfælde reddede de aftenen for os.
De var på! Og det smittede både os, der stod og kæmpede med teknikken, og det øvrige publikum. Alle forudsætninger for at denne koncert blev en fiasko var ellers til stede. I SORT HUL stod min Jazzmaster pludselig af, og sangen måtte afbrydes, selv om Paw og Simon et stykke tid prøvede at holde den kunstigt i live, mens jeg tjekkede pedaler og skiftede kabler. Det lykkedes til sidst at få den til at sige noget igen, men senere stod den af igen, og jeg måtte konstatere, at der var opstået en løs forbindelse i selve guitaren.
En ulykke kommer sjældent alene... Heldigvis havde vi min Telecaster (kendt fra "Telens hævn" 1 og 2) med, og den fik nu lov at råbe højt for en sjælden gangs skyld.
Jeg havde ikke lavet en sætliste. Det havde jeg faktisk heller ikke gjort til den foregående aften på Joker Pub. Sætlisten har en fast struktur med bestemte faste punkter og bestemte pladser til improvisation, og den struktur sidder efterhånden så godt fast i rygmarven, at det ikke er noget problem at navigere uden et kort.
Et højdepunkt i slutningen af 1. sæt var en direkte konsekvens af den spontanitet, det førte med sig: Efter SE OS NU, som var femte eget nummer i træk, kunne jeg godt fornemme, at selv om publikum bestemt stadig var med os, ville det nok alligevel være en god ide at smide et sikkert hit ud til dem., mens legen var god. Starten på Gasolins DET BEDSTE TIL MIG OG MINE VENNER virkede nærmest som en naturlig forlængelse af SE OS NU (og blev naturligvis mødt med jubel) og da slutakkorden på vores version af det gamle hit er den samme som startakkorden på den næste sang, REV MIG LØS, var det let at lade sangene smelte sammen uden pause. Det virkede brutalt og folk blev revet med af den energi, det førte med sig. Vi spillede REV MIG LØS i dens oprindelige, punkede udgave, i stedet for den bluesede udgave, vi oftest spiller.
Et stort og fedt punktum for et langt første sæt.
Thomas har tidligere foræret Paw en cd med et lokalt band ved navn Krackerjack, og i pausen viste det sig nu, at der faktisk var to medlemmer af det band blandt polterabend-deltagerne. Dem fik vi sludret en del med i pausen, og bassisten blev endda hængende sammen med os efter lukketid, hvor samtalerne begyndte at køre mere af sporet, når ikke de kørte rundt i samme rille.
Det var noget, jeg lagde mærke til, for jeg skulle køre...
Festen fortsatte i 2. sæt, hvor der for alvor begyndte at gå sport i at synge kor på vores sange blandt de skidefulde polterfolk. De var startet i 1. sæt, hvor de - meget flot, faktisk - havde sunget med på Paws korstemme i LIGE HER. I 2. sæt var der stort set fuldemandskor på det hele. Især FORFRA IGEN fik svarkor så hatten passede. Med en sådan feststemning i pubben var det ikke svært at hive sidste stik hjem med HAR VI HUL IGENNEM HER, hvor Paw i sin trommesolo atter inkluderede den gamle tromme, der hang til pynt over hans hoved. Stor jubel og der var lige tid til et par ekstranumre, selv om lukketid hastigt nærmede sig.
Vi kunne ikke lade være med at spille I FOUGHT THE LAW endnu en gang efter vores koncert i Nyborg Statsfængsel tidligere på dagen. Dette var første gang, den blev spillet med fuldt blus på spaden. Det klædte den! Da vi skulle til at lukke og slukke (for tid og evighed på pubben, uden at vi jo vidste det) fik Thomas os til at lægge en kort pause ind i introen til sidste nummer. Han skulle lige meddele, at det var sidste udskænkning. En passende (?) melding at sende ud sekundet før RABALDERSTRÆDE rammer publikum lige i midt i branderten...
Vi glæder os til samarbejdet med Thomas, og vil mindes de mange aftener på The Irish Pub med stor glæde! Derudover ønsker vi ham og hans kone Vibeke held og lykke med THE HARP, som er den nye pub, de selvfølgelig fik banket op inden for tre uger efter The Irish Pubs lukning. Desværre er der ikke plads til et rockband i de nye omgivelser.
Don Falch
Sætlisten, som den endte med at se ud:
1. Det hele begynder her
2. Genstart
3. Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
4. Sort hul
5. Mød mig i mørket (Malurt)
6. Lige her
7. Hvis din far gi'r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8. Tag mig op
9. Vent
10. I mit stille sind
11. Mysterium
12. Se os nu
13. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin'/M. Mogensen)
14. Rev mig løs
Pause
15. Alverden så på
16. Lån en lille løgn
17. Nedtur
18. Refrainet er frit (Gasolin'-T.Bogs/Gasolin'-T.Bogs-M.Mogensen)
19. Født i en metro
20. Du er ikke alene (Sebastian)
21. Lev stærkt (Malurt)
22. Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
23. Har vi hul igennem her
Ekstra:
24. I Fought the Law (Sonny Curtis)
25. Rabalderstræde (Gasolin'-M.Mogensen-Tommy Bogs) -
Sep 14, 04:29 AMFAVN i fængselStatsfængslet, Nyborg d. 29/8 2009 For ca. tre år siden fik vi en hilsen fra Gitte Seloy, som havde fundet os på nettet og fået den fuldstændig geniale ide at bestille vores debutalbum. Siden er Gittes FAVN-samling vokset, og vi er løbende i kontakt, især på Facebook. Ikke nok med at Gitte har en forrygende musiksmag, hun udtrykker sig også selv gennem fotografi og digte. Hendes job? "Tyvepasser", som hun selv kalder det, i Statsfængslet i Nyborg. Det bringer os videre til endnu et af hendes jern i ilden: Hun er også koncertarrangør! Gitte har gennem en årrække arrangeret koncerter for de indsatte i fængslet. Selveste hendes store idol, Michael Falch (hvis spor FAVN jo også adskillige gange har krydset), har hun sågar fået til at spille i fængslet. Og var det ikke bare et spørgsmål om tid, før det blev FAVNs tur? Jo, det var.
Midt i en travl weekend med koncerter både fredag og lørdag aften, fik vi lige presset to små koncerter á en lille time ind i Nyborg Statsfængsel. (Det var naturligvis et lukket arrangement...) Vi ankom præcis kl. 16 som aftalt, hvilket føltes helt forkert. Hvor var tidspresset og den gode gamle stressfaktor? Der holdt vi så foran porten... Bliver vi hentet? Ved de, vi er her? Paw gik ud og fandt et samtaleanlæg. Kort efter gled porten op, samtidig med at en solid bjælke gik ned. Sikkerhed, sikkerhed... Skulle nogen få lyst til at bruge et køretøj som rambuk, vil bjælken være en ubehagelig overraskelse.
Da vi kom indenfor murene, fik vi måske en lille snert af den fornemmelse, det må give, når porten for alvor går ned bag én. Fornemmelsen af at være.. ja, fanget! Vi mødte Therese, fængslets sognemedhjælper, som mindede os om, at mobiltelefonerne skulle være slukkede, hvilket betød at jeg lige måtte skynde mig at grifle sætlisten ned på et stykke papir, for jeg havde den kun i elektronisk form. Therese sagde, at det meget ofte skete, at de besøgende musikere glemte sætlisten i bilen. DET ville da ikke ske for os...
Hun tog os med forbi teknikken, hvor vores tilstedeværelse lige skulle registreres. Derefter førte hun os til fængslets kirke, hvor koncerterne skulle finde sted. Kirken mindede nu mest om en lille kantine. Dog med et el-klaver, et alter og en døbefond i den fjerneste ende, hvor vi skulle stå. Publikum skulle fordeles ved fem-seks runde borde. Ved indgangen var der et lille køkken med en kaffemaskine! (Jeg havde ikke fået kaffe endnu den dag, så synet af den var som at finde en oase i ørkenen!) Der var faktisk en glimrende akustik derinde, hvilket især glædede Paw, da han så kunne give trommerne nogle tæsk, uden at det blev for højt og ubehageligt for publikum. Der var såmænd også hele to P.A. anlæg. Det ene endda med højttalere, der var bedre end vores egne (hvad fanden er meningen!?), så dem brugte vi naturligvis.
Gitte kiggede lige forbi, og det var sjovt endelig at møde hende ansigt til ansigt. Hun kunne nu ikke hænge ud så længe i første omgang, da hun var på job, men hun ville overvære anden koncert/sæt med "sine" fanger. Vi havde besluttet at spille to forskellige sæt, selv om det jo var to forskellige hold fanger, vi skulle spille for og vi derfor sagtens kunne spille det samme sæt to gange, hvis vi ville. Det er bare vigtigt at være tændt, når man spiller, og at skulle gentage sig selv er ikke befordrende. Selv om to koncerter aldrig bliver ens, giver det bare et ekstra kick at prøve noget nyt hele tiden. Det er befordrende for kreativiteten og en koncert bør være en kreativ proces.
Vi havde fået at vide, at der nok ville være ti - tolv fanger pr. sæt, men realiteten var tolv fanger i alt. Fem i første sæt og syv i andet. Som jeg har skrevet i tidligere indlæg, betyder antallet langt fra så meget som opmærksomheden. Og begge hold fanger var åbne, flinke og rare. Vi hyggede os sammen med dem, og det er underligt at tænke på, at vi nok ville have haft svært ved overhovedet at befinde os i samme lokale som dem, hvis vi havde overværet deres forbrydelser eller var pårørende til nogle af dem, det var gået ud over. Men nu holdt vi altså et par små fester med dem. "Man jager et bæst - og fanger et menneske", hedder en bog af politiinspektør Bent Isager-Nielsen. Vi mødte mennesker.
Da vi havde tømt bilen, lånte Therese mine bilnøgler og kørte min bil væk, da den kunne komme galt af sted, hvis den stod for længe foran kirken. Den blev kørt et pænt stykke væk derfra. Da spilletid nærmede sig, manglede jeg min nyligt håndskrevne sætliste og min tekstmappe. Den skarpsindige læser har nok gættet, hvor de ting befandt sig... Bilen var nu for langt væk til, at der var tid til at hente dem, så jeg måtte i gang med at rekonstruere. Et par af de sange, jeg havde tænkt mig skulle spilles, måtte droppes, da jeg havde brug for tekstmappen. Som en nødløsning valgte jeg, at lade fangerne selv ønske et nummer under hvert sæt. Spændende, hvad de kunne finde på at ønske...
Det første hold på fem fanger var smilende og forventningsfulde, da de kom ind. De fleste var nogle ordentlige klepperter. Og så var der dem, der tydeligvis var narkomaner. Efter de to numre, vi altid indleder med på vores GENSTART Tour, var det ønsketid. Ikke overraskende blev der ønsket Metallica, som vi pænt afviste. Vi hverken kan eller vil spille deres numre, da de ligger en syv - otte lysår fra vores egen stil. Anderledes ser det ud med Kim Larsen, og den mands popularitet er intet mindre end utrolig. Tænk, at kunne begå sange, som ALLE danskere uanset alder og plads på rangstigen bare overgiver sig til. Jeg havde dog aldrig gættet på, at den første gang, vi nogen sinde spillede PAPIRSKLIP skulle være i et fængsel... Vi er temmelig godt hjemme i Kim Larsens repertoire, så selv om vi aldrig havde så meget som tænkt på, at spille den sang før, spillede vi alligevel en version, som Paw senere erklærede var den bedste version, han nogen sinde havde hørt. Den gjorde også lykke. Det gjorde vore egne numre heldigvis også. Der blev lyttet, nikket og mumlet anerkendende blandt det lille publikum. Et enkelt covernummer mere blev det også til, for vi havde naturligvis planlagt at spille Larsens MIDT OM NATTEN. Det kunne ikke være anderledes.
Jeg har siden vores koncert på Selsø Slot i maj, præsenteret VENT! som en sang om det, at man nogen gange kan falde ned i et dybt hul, som det kan være meget svært at komme op af igen. Og mens man ligger dernede, går livet ubønhørligt videre omkring én. Den introduktion var muligvis det mest intense øjeblik, jeg nogen sinde har oplevet ved en FAVN-koncert. Det løb mig koldt ned ad ryggen, og den efterfølgende version af VENT! fik vist alle til at snappe efter vejret. Fantastisk, når en sang kan virke sådan, og have forskellige betydninger alt efter rammen. LÅN EN LILLE LØGN, som lukkede første sæt, var den rene forløsning bagefter. På vores HUL IGENNEM Tour var den fast slutnummer med soli og det hele. Det blev den igen ved denne anledning, og vi sendte nogle meget glade fanger derfra. Glæden blev ikke mindre af, at vi forærede dem alle et signeret eksemplar af GENSTART. Nyborg Statsfængsel er pengeløst, så de kunne ikke betale os, selv om de ville. Når de nu ikke var flere, syntes vi godt, at vi kunne lege julemænd.
Efter pausen skulle Gitte opleve FAVN live for første gang, sammen med sine fanger. Vi lagde ud med vores countryversion af ALVERDEN SÅ PÅ, som effektivt sparkede gang i et sæt, der var mere løssluppent end det første, men måske mindre intenst. Hver gang vi havde fortalt nogen om dette arrangement, havde de selvfølgelig sagt, at vi da skulle spille noget med Johnny Cash. Det var der nu også en fange, der foreslog, men vi syntes, det var for oplagt, og havde ikke øvet Cash, men The Clash, og I FOUGHT THE LAW, som vi havde prøvekørt aftenen før på Joker Pub, gik rent hjem og frembragte skæve smil. (Sangen er kendt med The Clash, men er ikke deres egen. Den blev oprindeligt spillet af Sonny Curtis and The Crickets.) Planen havde været at spille MIDT OM NATTEN for det første hold og I FOUGHT THE LAW for det andet, så hvert hold fik en sang, der passede til lejligheden, men dette hold, som ikke vidste, hvad de andre havde hørt, ønskede nu MIDT OM NATTEN, så den spillede vi igen. Denne gang dog med fællessang. Da vi nåede til "åh, manana"-delen, udnævnte jeg dem til Nyborg Statsfængsels fangekor, som nu skulle give det berømte fangekor fra Vridsløselille kamp til stregen. Det var ikke meget lyd, der kom ud af dem til at starte med, men det hjalp, da jeg drejede mikrofonen ud mod dem og lagde mit øre mod den højttaler, der stod lige ved siden af mig. Bagefter fortalte jeg dem, at mikrofonen faktisk kun fanger lyd på meget kort afstand, så det var ganske imponerende, at jeg faktisk svagt havde kunnet ane deres kor i højttaleren.
Jeg havde på forhånd skrevet og tilbudt Gitte at ønske nogle sange, og en del af hendes ønsker fandt da også vej til sætlisten. Det vigtigste ønske for hende var nu ikke et FAVN-nummer, men Malurts MØD MIG I MØRKET, som jo også var en ganske passende sang at spille. Efter den fulgte naturligvis FORFRA IGEN, som vi "deler" med Michael Falch. Fangerne fik sangens historie og sang med af fuld hals. Bagefter fortalte jeg dem en lille anekdote om den aften i Svendborg, hvor en frivillig gæstesanger havde fået lov at synge kor på FORFRA IGEN, men havde misforstået sangens tekst og i stedet for "forfra igeeen" sang "på vej hjeeem".
Efter HAR VI HUL IGENNEM HER med præsentationsrunde, soli og begejstrede klapsalver, fik vi naturligvis ikke lov til at stoppe. Endnu en gang gik der ønskekoncert i den. Therese foreslog THIS IS MY LIFE "med en lang guitarsolo". Jeg havde på det tidspunkt sprunget en streng på min 6-strengede Gibson og havde derfor kun den 12-strengede Landola at spille på, så mit svar lød: "Guitarsolo?! Er du sindssyg? Jeg står med en 12-strenget guitar!" Det var noget, fangerne kunne bruge, og de fik også sangen - uden guitarsolo. Vi havde tid og lyst til at spille én mere, men nu kneb det med gode forslag, indtil Simon foreslog WISH YOU WERE HERE med Pink Floyd. Fangerne reagerede begejstret, da jeg spurgte, om de var til Pink Floyd, og sangen blev et smukt punktum for en anderledes koncertoplevelse, vi ikke vil glemme.
Fra disse uvante rammer gik turen nu videre til meget vante rammer. Vores stamsted nummer ét: The Irish Pub i Vejle.
Don Falch
Sætlisten, som den endte med at se ud:
1. Det hele begynder her
2. Genstart
3. Papirsklip (Kim Larsen) - på opfordring
4. Sort hul
5. Tag mig op
6. Midt om natten (Kim Larsen)
7. Vent!
8. Lån en lille løgn
Pause
9. Alverden så på
10. Født i en metro
11. I Fought the Law (Sonny Curtis)
12. Midt om natten (Kim Larsen) - på opfordring
13. Lige her
14. Mød mig i mørket (Malurt) - på opfordring
15. Forfra igen (Don Falch - Michael Falch)
16. Har vi hul igennem her
Ekstra:
17. This is My Life (Gasolin'-Tommy Bogs/M.C. Moloney) - på opfordring
18. Wish You Were Here (David Gilmour/Roger Waters) -
Sep 02, 05:44 AMEn aften med attentatforsøgJoker Pub, Nykøbing Falster, d. 28/8 2009
Vi har en højttaler, som af uvisse årsager gerne vil slå Paw ihjel. Det er efterhånden længe siden, den sidst har forsøgt, men den har åbenbart hele tiden planlagt tid og sted for næste overfald. Ved det første attentat, som fandt sted under vores første koncert på The Irish Pub i Vejle d. 14/7 2007, lignede det et hændeligt uheld, da en fuld mand tilsyneladende væltede højttalerstativet, mens Paw så den anden vej. Kun fordi Paw drejede hovedet i sidste øjeblik og lige nåede at værge for sig, fik han ikke smadret kraniet, og kun højttalerstativet led skade. Ingen gennemskuede dengang, at der var en psykotisk højttaler på spil. Det blev først åbenlyst i Nykøbing Falster, da FAVN for anden gang besøgte Joker Pub.
Attentatet var klart blevet planlagt ved vores første koncert i pubben en lille måneds tid tidligere. Et ujævnt gulv i en dunkel gårdhave = perfekte forhold, hvis man som højttaler vil have et mord til at se ud
som et hændeligt uheld. Problemet for det morderiske bæst var, at den under ingen omstændigheder ville kunne ramme Paw, som sad for langt væk, godt beskyttet af en mur og et halvtag.
Men han kunne jo ikke blive siddende på den trommestol hele aftenen...
Vi havde Simon med denne gang. Han skulle også have været med sidste gang, men blev forhindret. Pubben var pænt besøgt, da vi gik i gang med første sæt. Der var gjort klar til en elektrisk koncert, men vi startede akustisk, da vi ellers ville have ryddet pubben i en fart. Koncerten forløb stort set som sidst, bort set fra det noget større fremmøde. Der blev lyttet og klappet entusiastisk i første sæt, og prognosen for aftenens videre forløb var lovende.
I pausen efter første sæt ville vi okkupere et tomt bord, der stod på den anden side af den mur, der skiller "scenen" og indgangen til gårdhaven (som man skal krydse for at komme ind i selve pubben). Vi nåede aldrig derhen, før højttaleren så sin chance og med et brag landede lige ved siden af Paw.
Sigter godt, men rammer skidt...
Hændeligt uheld med en lykkelig udgang? Ja, det troede vi også stadigvæk. Vi fik rejst stativ og højttaler igen. Heldigvis virkede det hele.
I andet sæt skete det for første gang nogen sinde, at MYSTERIUM fyldte dansegulvet. Denne smukke ballade, som ofte må lide den tort at blive fuldstændig ignoreret til vores koncerter (men som tager kegler, når folk gør sig den ulejlighed at lytte efter) udløste simpelthen massekinddans! I stort set hele andet sæt blev der danset flittigt, og vi afprøvede et nyt covernummer: I FOUGHT THE LAW, som vi ville spille for fangerne i Nyborg Statsfængsel, hvor vi skulle give to mindre koncerter næste dag. Vi havde aldrig spillet den før, men jeg havde spillet den igennem for Simon. Det var en lidt usikker, men fin version, vi fik spillet. Den viste sig dog ikke at være så dansevenlig, som vi havde troet. I hvert fald sagde en herre blandt de dansende, der havde forsøgt, at vi nok ikke skulle regne med, at fangerne ville kaste sig ud i dans til den. Det regnede vi faktisk ikke med alligevel.
Vi var knapt færdige med andet sæt, da højttaleren åbenbart var kommet frem til, at det var alt eller intet, og nu kastede sig ind over scenen i et sidste halsbrækkende forsøg på at gøre det af med Paw. Heller ikke denne gang kom Paw noget til, men alle mine guitarer blev væltet og min elektriske Gibson mistede en stemmeskrue. Tredje sæt måtte attentathøjttaleren tilbringe på jorden, da det i det mindste var lykkedes den at aflive stativet.
Tredje sæt var ligesom ved forrige besøg lidt af en ørkenvandring. Folk var - med skræmte blikke mod højttaleren - i vid udstrækning på hjem eller videre. De nyankomne var ikke interesserede i at høre vores musik, og at vi spillede et elektrisk sæt hjalp ikke. Det mest sindsoprivende der skete, var da jeg fejlplacerede capoen i FØDT I EN METRO, hvilket Simon gjorde mig opmærksom på, da det betød, at han
skulle tænke hurtigt og spille sangen en halv tone lavere end normalt. Efter første omkvæd så jeg mit snit til at flytte capoen og Simon og jeg fik med et nik til hinanden flyttet sangen op i fis, hvor den hører til.
(Fis som i F#, altså.)
Pubejeren Pia sagde efterfølgende, at der plejede at være flere mennesker, og at vi klart skulle komme og spille tidligere på sæsonen til næste år. Det vil vi jo mægtig gerne prøve. Pia havde i øvrigt med stor fornøjelse læst mit indlæg om vores første koncert på Joker Pub, og så frem til at læse indlægget om denne aften. Fik jeg nævnt, hvor sympatisk og klog hun er?
Højttaleren er begyndt at rasle nu. Den har helt klart hele tiden haft en skrue løs, men det er først nu, man kan høre det. Den holdt sig også pænt på stativet den følgende aften på The Irish Pub i Vejle.
(Vi brugte den ikke i Nyborg Statsfængsel, for de havde faktisk højttalere, der var bedre end vores.)
Jeg tror, Paw kan slappe af fremover.
Don Falch
Sætlisten, som den endte med at se ud:
1. Det hele begynder her
2. Genstart
3. Mød mig i mørket (Malurt)
4. Sort hul
5. Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
6. Lige her
7. Hvis din far gi'r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8. Tag mig op
9. Vent
Pause
10. I mit stille sind
11. Mysterium
12. Se os nu
13. Rev mig løs
14. Når lyset bryder frem (Sebastian)
15. I Fought the Law (Sonny Curtis)
16. Alverden så på
17. Langebro (Larsen-Beckerlee- Jönsson/DP)
18. Lån en lille løgn
Pause
19. Nedtur
20. Refrainet er frit (Gasolin'-T.Bogs/Gasolin'-T.Bogs-M.Mogensen)
21. Du er ikke alene (Sebastian)
22. Født i en metro
23. Burhøns (Peter A. G. Nielsen)
24. Lev stærkt (Malurt)
25. Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
26. Har vi hul igennem her
